Vi vidste det godt. Hun havde været til MR scanning. Og da scanningen var i gang, og den skulle være overstået, bliver hun bedt om at blive, da de gerne vil have noget kontrast ind i hende og scanne en gang til. Så vi vidste det jo egentlig godt.
Tankerne stikker af og uroen breder sig. Mit barn er i mine tanker og det kan være svært at falde i søvn. Hvad hvis…, er ordene der bliver ved at dukke op, når der bare er et øjebliks ro. Men det er jo nok ikke noget, men hvorfor siger de ikke noget med det samme. JaJa – Jeg ved det jo godt. de dygtige radiologer, har jo ikke kompetencerne eller retten til at sige noget. Men hvad var det de havde fået øje på…?
Da hun kom og fortalte mig om forløbet af scanningen varede det ikke mere end et splitsekund at mærke angsten for svaret. Hvad hvis nu det er alvorligt. Jeg så straks alle de værste scenarier udspille sig. Og pludselig blev min store datter igen min lille bitte pige, hvor trangen til at få det hele til at gå væk pressede sig på igen.
Dagene går og jeg gjorde hvad jeg kunne for at slå det hen, men pludselig kommer den besked jeg bare ikke havde lyst til at høre. “Far, jeg er kommet ind under kræftpakkeforløbet…, scanningen viser, at der er en tumor i min rygmarv”.
Det lyder virkelig voldsomt at blive konfronteret med “kræftpakke forløbet”. Og jeg ved da godt, at det betyder, at så kommer det til at gå mega hurtigt og at behandlingen bliver sat i gang med det samme eller…
Men “med det samme” betyder, at der kommer en indkaldelse inden for 14 dage… og vi ved ikke hvad det er og jeg kan mærke at angsten for at miste brager igennem med 450 kilometer i timen – straks titter tanken om døden frem. De mange følgende dage presser tungt på sindet… og den slags sker jo kun for alle andre, og hvem skal vi nu dele de voldsomme bekymringer med. Hun beslutter at det skal blive mellem os indtil vi ved hvad det er, så det ikke stikker af i tankerne for resten af familien. Hvor er det skræmmende og hvor er det svært at skulle holde på. Og er det rigtigt at lade være med at sige noget ? Noget af et dilemma. Men sådan besluttede hun sig for at det skulle være og det vil jeg selvfølgelig respektere.
En tidlig morgen kommer så indkaldelsen til Rigshospitalet og der er tid samme formiddag – om 2 timer. Alting går op i praktik den næste halve time, og derefter den lange tur til København, hvor tankerne nu løber løbsk, frygten for svarene stiger til det ulidelige. Og ingen P-pladser er der mange af, men pludselig sidder vi over for kirurgen, der skal komme med den endelige besked.
“Vi har fundet en Tumor inde midt i din rygsøjle, hvor den sidder og presser på dine nerver til benene og en del andre funktioner…, men den ser umiddelbart fin og jævn ud, så det er ikke nødvendigvis en ondartet…”, “men den er så stor, at hvis vi ikke fjerner den, så mister du førligheden på et tidspunkt” – “og når den skal fjernes, så risikerer du også at miste førligheden eller andre funktioner…”
Det er svært at sluge, men der kommer en form for lettelse – nu ved vi i det mindste hvad der er opdaget. Mange spørgsmål trænger sig på, og det er både en form for lettelse og samtidig endnu en frygt for hvad der nu kommer til at ske – og stadig usikkerheden om, hvad der bliver fundet når først operationen er gennemført – Er den godartet, er der nogle overraskelser, har hun stadig sin førlighed eller mister hun andre funktioner. Aftale om operation aftales. Næsten 4 uger med tvivlen om det hele i vente.
Hun er forholdsvis nybagt Mor og der begynder at komme alle spekulationerne om førligheden og der er ingen der ved om den er godartet – det vides først efter at den er fjernet. Ventetid, søvnløse nætter og endeløse spekulationer. Jeg satser på at den er godartet og krydser mine fingre for et godt resultat. Lige nu kan hun jo gå, hun har lidt ondt, men kan tage sin søn op og lege på gulvet – det ser jo ikke ud til at der er noget i vejen – men det er der. Det virker så surrealistisk at forestille sig et liv for min lille datter i en rullestol.
Efter at vi fik svar om formiddagen, blev den øvrige del af familien orienteret om de fakta vi nu havde, så vi nu kunne være sammen om resten af forløbet. Og vi har en forventning om at det ikke er kræft, men at vi dog kan sætte ord på tingene og har noget konkret at dele. Heldigvis er hele familien gode til at tale sammen og vi kunne nu alle være bekymrede sammen, på en ordentlig måde. Og det er noget der skal tales om.
Det er svært at være i ventetiden, hvor de forbandede ord “hvad hvis nu???” bliver sådan en slags sætning, der føles som om den står på repeat, men heldigvis kommer vi stille frem til dagen, hvor operationen skal gennemføres. Turen ind til hospitalet, den stille accept af, at det er nu, at det er om lidt, at det er om 5-6 timer vi ved hvordan det er gået. Ro på, men med hjertet helt oppe i halsen, lige ind til vi modtager opkaldet i kantinen “Der var komplikationer, men hun kan vippe med tæerne og det er tilsyneladende gået godt.”
Jeg ved det godt. Mange mennesker er igennem lignende historier, og udfaldet har mange ansigter, men det ændrer ikke på, at det er en del af livets ubehagelige side, at vi kommer ind i den turbulente storm af følelser, der rammer alle angstens og bekymringernes klokker, der larmer i hovedet for en tid.
Her ser det lykkeligvis ud til, at det er gået godt og biopsien viste at det heldigvis var godartet, men det er ikke kun patienten der bliver ramt – det er en hel familie.
Tag jer godt af hinanden og jer selv.
Carsten Fabricius
www.carstenfabricius.dk