Det er den generelle behandling til mennesker, der bliver ramt af stress og depression eller andre psykiske sygdomme, at ordinere en pille.
Det virker bare ikke.
Pillerne er det samme som at tisse i bukserne på en kold vinterdag, for at få varmen et øjeblik.
Det er sådan man i Danmark ønsker at behandle mennesker, der rammes af psykisk ulykke og overskridelse af personlige grænser og værdier.
Mennesker der i forvejen ligger ned og er væltet af pinden.
Mennesker der enten har kastet, eller måske er ved at kaste håndklædet i ringen, går til lægen og får diagnoser på stress, angst, depression etc. og derfra sendes de ud af døren med beskeden og recepten – “Snup en pille – den fixer det hele…”
Men sandheden er, at den lille daglige pille fikserer og forsøger at låse din hjerne og bedøver din dømmekraft, så du tilsyneladende ikke lader dig påvirke af alt dit indre oprør og kaos, kedafdethed og frustration som du i virkeligheden, højst sandsynligt, er fyldt op af.
Og livet forsætter lykkeligt derudad igen – eller ikke…
Der er bare sat midlertidig prop i “følelsernes champagneflaske” og når trykket stille og roligt stiger, af de fortsatte mentale rystelser, efterhånden som pillen bliver overdøvet af virkeligheden og sandheden om dit liv, hvor alting igen begynder at ligne det gamle mønster og proppen igen springer – så siger lægen – Snup 2 – det fixer det hele… Or not.
Hjernen er så klog og dygtig, at den selvom den bliver påvirket af kemi, stadig godt kan arbejde videre i “afdelingen for rigtigt og forkert, rimeligt og ordentligt” i underbevidstheden og den vil fortsætte med at forsøge at skrige resultatet af analysen ud, indtil det lykkes…
Det ville være så skønt, hvis det var muligt at snuppe en pille for det hele.
Men virkeligheden er, at der kun er opfundet piller “der kan det hele” med en del af de fysiske udfordringer – og her kommer pillerne endda også til kort i mange tilfælde.
Dejligt at en pille lige kan tage hovedpinen eller slå feberen ned, hjælpe på allergi og meget meget mere – tak for det, men når det gælder de psykiske livsstilssygdomme…, så kommer pillerne til kort. Bum.
Stress og depression, angst osv. kan ikke helbredes med piller. Bum.
Men det de kan, er at skabe et øjebliks ro i din forstyrrede hjerne, så du kan trække vejret og komme i gang med at skabe de forandringer, der gør at du kan slippe af med den eller de modbydelige tilstande du befinder dig i, som i alle tilfælde handler om, at du – eller dine omgivelse – ikke behandler dit liv med respekt og omsorg, eller at du befinder dig et sted med nogle omgivelser, der får din sjæl til at vælte, som du ikke kan håndterer godt nok til, at du stolt og stærk kan stå distancen som det menneske du er, eller ønsker at være.
Psyken skal passes og plejes som alt andet skrøbeligt.
Mennesker er af glas.
Stress, angst, depression, psykiske vanskeligheder og psykiske sygdomme kan ikke alle helbredes med en pille – og det er omsorgssvigt ikke at anerkende, at det absolut eneste, der i langt størstepartens tilfælde løser den slags udfordringer, er samtaler og psykoterapi, der sigter på personlige livsstilsforandring. (Jeg anerkender dog også, at der er psykiske og psykiatriske diagnoser, der ubetinget kræver medicin – blot for at undgå misforståelser.)
Kom nu ind i kampen kære mennesker.
En pille bør ikke ordineres, uden at der følges op med samtaler med seriøst uddannet psykoterapeut MPF, coach eller psykolog – Samtale skal følge med i pilleæsken. (Og lægerne ved det godt.)
Og så er det endda stadig en vanskelig opgave for det enkelte menneske, der også selv personligt skal være aktiv deltager i forandringens proces.
Lige nu kan og vil det offentlige Danmark ikke betale, men enhver der rammes af psykisk sygdom bør seriøst overveje om de vil nøjes med “En pille der fixer det hele”, for indtil videre er pillen med “mental og psykisk sundhed” desværre ikke opfundet endnu – Psykisk sundhed er stadig et personligt ansvar.
Venlig hilsen
Carsten Fabricius.
Tak til Mikael / Saxoart for tegning.