Vi er der jo stadig, med tårnhøje skilsmissetal, og de er bestemt ikke blevet mindre af Coronakrisen. Familier der skilles ad og splittes i atomer og børn, svigerfamilier, bedsteforældre og venner der sættes i det ene dilemma efter det andet, oven på 2 menneskers ønske om adskillelse.
Kan det virkelig være rigtigt, at der ikke er flere nosser i de danske par, så man kan finde ud af at lande ordentligt i ægteskabet, mere tålmodighed, kærlighed, overbærenhed, tilgivelse, respekt og dialog. Ja for pokker, mere dialog i stedet for de evindelige monologer, når et ægteskab fandme er et fællesskab, hvor de enkelte deltagere sgu skal bidrage til åbenhed, opmærksomhed, nysgerrighed på fællesskabets nærvær og funktionalitet, med respekt for kærlige kompromisser og et ønske om at hjælpe hinanden med at føle sig tilpas og elsket i fællesskabet.
Og ikke nok med det – Når der er børn involveret, bliver det jo ikke ligefrem nemmere, da de i mere end allerhøjeste grad edderbrodereme har krav på voksne – rigtige voksne, der kommunikerer efter lukketid og får talt om hvad der er godt, sundt og smukt for udviklingen af sunde, kloge og omsorgsfulde nye mennesker. Og hvor er svigerfamilierne og vennerne henne, der i samme grad sgu bliver nødt til at åbne munden og kærligt, men bestemt skal guide og deltage i det fællesskab de ser udspille sig lige for næsen af dem. I har også både en ret og en pligt. Fortæl mig ikke at i ikke allerede har set det komme, for det ser vi alle, hvis bare i er en lille bitte smule opmærksomme og er lidt nysgerrige, når vi ses og ikke bare bruger “hvordan har i det” som en uopmærksom floskel.
Hvis du vælger at indgå i et ægteskab, så gør det for dælen ordentligt. Der er Fandme stadig ikke engang noget i skolen eller gymnasiet på skemaet der hedder Familie – ikke engang privatøkonomi – Latterligt efter min mening – og jeg har plæderet for dette i de sidste 25 år, men ihhh nej, det er der da ikke brug for og det er jo ikke skolens opgave – Men det er det, for familierne kan åbenbart ikke selv finde ud af det – De kan dårlig nok finde ud af at bede om hjælp til tingene, inden det er for sent – næææh nej – Vi kan klare alting selv – or not – for tal og fakta viser noget andet…
Og der er sjovt nok heller ikke noget der hedder “Børn i familien” på skemaet. Og havde der været det, så var der ikke så mange triste, stressede, angste og oprørske børn i familierne – De har sgu brug for nogle Hunner og Hanner med nosser, der er klar til at lytte og deltage med nogle ordentlige ja-er og nej-er og noget imødekommende nysgerrighed, så de kan blive mødt med den respekt og kærlighed de har krav på.
Og det er ikke kun de 2 mennesker, der har indgået ægteskabet, som har ansvaret for familien – det har vi alle. Gør noget, tal ordentligt, tag ansvaret og pas ordentligt på hinanden – bland dig når du ser at mønstre er usunde – I ved sgu godt hvad jeg taler om. Sørg for at der bliver taget hjælp til forandring.
Stakkels børn, stakkels svigermor og svigerfar, stakkels venner og veninder, stakkels alle de familier, der bliver efterladt med håret i postkassen…
Og det kan sagtens være, at der er nogle der helt klart skal skilles, men ærlig talt – sgu da ikke uden at der virkelig er god grund til det – Tro mig – Det er ikke i orden med en skilsmisseprocent på omkring 50 – Så har man ikke gjort sig umage – og der skal ikke så meget til for at få det rigtig godt…
Det var så lige min lille nytårshilsen – Venligt men bestemt.
Carsten Fabricius.
Tak til Mikael Nielsen – Saxoart for tegningen