En dejlig sommerferie er nu “billigt til salg”, som det tit bliver sagt, men den lille pose, fyldt med oplevelser og minder følger jo ikke med, da den heldigvis sætter sig fast i vores bevidsthed.
Der hvor jeg har opholdt mig, var vejret meget svingende, så vi skulle “krybe i ly” og det gav god anledning til at sidde og snakke. Det mærkelige er, at det stort set hele tiden handler en hel masse om mennesker og deres indbyrdes forhold, stress, arbejdspladsen, om skilsmisser og ægteskaber, venskaber og om hvordan vi opfører os med hinanden.
Jeg kan altså ikke lade være at tænke på, hvad det er der gør at disse emner, der jo alle indeholder voldsom usikkerhed og utilpashed, er dem der hele tiden er de største i samtaler mellem mennesker.
Hvis jeg skal sammenfatte hovedtemaer for indhold i det jeg har oplevet er det 2 ting, der fylder alt for meget – dårlig opførsel med “mangel på pli” og “mandens rolle i et forhold”.
Det er jo egentlig tragikomisk, at observere hvordan folk kan sidde og være i gang med en samtale rundt om et bord i restauranten og pludselig er der en som tager sin telefon frem og sidder og glor i den i stedet. Det er så tydeligt, at se den manglende interesse for at deltage, hvis det ikke lige er “mit” hovedemne. så zapper vi bare over på en anden kanal, når vi ikke lige synes om indholdet.
Nu er jeg jo et irriterende nysgerrigt menneske, der multitasker en hel del, og da jeg har ørerne liggende rundt på de omkringliggende borde og hen over gulvet, så er det en barsk observation, der følger med i konstateringen af zapperiet. Det sker som oftest, når der er noget i samtalen, som handler om noget der er vanskeligt eller udfordrende. Det er lige der hvor deltagelsen, interessen og opmærksomheden skulle være størst, kombineret med en aktiv deltagelse og holdningstilkendegivelse. Men nej – vi skynder os at zappe videre og overlader det til omverdenen, at tage sig af alt det vanskelige og springer ind på en kanal der indeholder lyserøde skyer, romantik og socialt liv uden personlig forpligtende kontakt.
Men hvad værre er – omgivelserne tillader denne mangel på pli og social deltagelse uden så meget som at blinke med øjnene. Så tror da pokker, at historien bliver ved at gentage sig – der er jo efterhånden ikke nogen tilbage, der i fællesskabet kan finde ud af, at byde ind til debat og diskussion, som kan, vil og tør kysse konflikter og udfordringerne velkommen.
“Klar dig selv” må vel efterhånden være det daglige budskab – “Jeg har nok i mig selv” (og min Facebook, Twitter & Instagram).
En af regnvejrsdagene, var vi taget til frisør, hvor en yderst snakkende frisørpige på 25 år, meget hurtigt kom ind på emnet med “Mænd som kæreste”.
Det overraskende var, at hun virkelig brændende ønskede sig en skøn mand og kæreste, men tydeligt tilkendegav, at hun egentlig havde opgivet.
Jeg skal lige tilføje, at hun var både pæn, velklædt og absolut kvindestanden værdig.
Hun havde været i en række forhold allerede siden hun havde sin første rigtig kæreste som 15 årig, hvor hun hver eneste gang var blevet ualmindelig træt af, at det eneste hun mødte var drenge – og det var uanset alder. Hun havde endnu ikke mødt en mand.
Alle havde uden undtagelse opført sig som om, at en kvinde skulle fortsætte med at være mor for dem. De kunne faktisk ikke rigtig noget af det man med rimelighed kunne forvente.
Hun var sikker på, at det største problem med de voksne drenge var, at de alle var blevet opdraget af kvinder, der havde gjort dem til piger, (samt manglende deltagelse af mænd i opdragelsen), hvor hovedbestanddelen af opdragelse er en pasningsordning, hvor en robot konsekvent og hele tiden går og siger hvad han skal gøre.
Ingen selvstændighed, romantik, galanteri og praktiske færdigheder, der kan få hverdagen til at hænge sammen.
Piger og Quinder vil have “Mænd” – ikke piger. Mænd der er følsomme og ikke sarte, ikke en “Macho” og ikke hård, Varme og handy og til at stole på. Mænd der indeholder det de udgiver sig for at være, hvor etiketten passer med indholdet.
Drenge der skal blive til mænd skal selv slæbe skoletasken, bære indkøbsposerne, slå græs, lave mad, vaske gryder og bradepander af. Slå søm i og slås (med måde).
Det er ikke for sjov, at der er noget der hedder en “Gentleman”.
Og Kvinder der siger, at det ikke betyder noget, siger meget ofte ikke sandheden.
For mig en spændende livsbekræftende sommer, med endnu mere lyst til at udfordre mennesker på deres livsindhold og kvalitet, med stor mulighed for at være i konfliktfyldte spændende og udfordrende rum.
Rigtig god sommer.
Carsten.