Nu begynder skoleåret igen. Det nye semester og for nogle en tilbagevenden til den daglige trummerum, for andre er det helt nyt med skole og forventninger til indlæringsniveau og tempo. De første dage med store forventninger til den enkelte elev og samspillet mellem hele flokken. Det er nu der er sat gang i den evige jagt på ny viden, at blive klogere, dygtigere og bedre til det hele.
Og for mange er det samtidig hele platformen for det sociale liv – omdrejningspunktet for den daglige inspiration og relationer der kommer i spil. Her er det allervigtigste sted at være for en stor del af eleverne.
Men det er også her i skolen, at der udvikles personlighed og sociale kompetencer, som danner grundlag for al videre udvikling og styrke. Og stadig flere elever er ved at kaste håndklædet i ringen på grund af det store pres, der følger med karakterer og måske vigtigst af det hele – dommen fra de medstuderende – skolekammeraterne i timerne.
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har hørt fra både børn, tweens, teenagers og unge voksne, at de ikke “kan lide” at række fingeren i vejret og svare på opgaver eller stille spørgsmål i klasseværelset. Et fænomen der har været tiltagende gennem de sidste generationer.
Med tanke på hvad en skole er, så kan det undre mig, at der ikke er mere fokus på de menneskelige faktorer og samspilsudfordringer – specielt når vi tænker på, at det er lærere og institutioner, der skal skabe de solide dygtige nye grundlæggere og konstruktører af det samfund vi skal omgive os med – Og lige nu – et skolesystem med et samspil der opleves som truende og farligt at svare forkert i, eller komme til at stille dumme spørgsmål i.
Hvordan kan det gå så galt, så en elev kun vil række fingeren i vejret for at svare, hvis hun er 110% sikker på at svaret er rigtigt…?
Som Forældre og Bedsteforældre skal vi vidst til at skrue bissen lidt på, for der er dælme noget voldsomt skævt, da et læringsmiljø skal se noget anderledes ud, for at skabe helstøbte og solide mennesker med gejst og nysgerrighed, der er klar til at udfordre sig selv og teste verden omkring sig med positiv konstruktiv tilgang.
En skole er et sted, hvor hver eneste fejl og dumme spørgsmål skal roses og vi skal klappe højlydt af begejstring for satsningen og muligheden det bringer med sig. Det giver læreren et retvisende billede af hvad eleverne har forstået – hermed også “ikke forstået” og giver dermed mulighed for at lære meget mere end i det lukkede og trykkede læringsmiljø hvor kun karakterer og rigtige svar tæller.
Nysgerrigheden og de skæve spørgsmål er verdens bedste læringsværktøj – og det er lige ved hånden – det kræver blot tryghed og nærvær, ægthed og anerkendelse. Basalt at vi roser enhver deltagelse og engagement i læringsrummet.
Som Kierkegård skriver, så er udgangspunktet jo at vi først og fremmest skal kunne forstå, hvad vores elever og børn (og alle andre betydningsfulde væsener) forstår, før vi med kærlig omsorg kan føre dem til den nye ekstra viden de skal tilegne sig.
Fejlene er de vigtigste af alle – de er justerbar læring og skaber et langt større perspektiv og styrker nysgerrighedens væsen i os alle – HVIS vi får lov at udfolde os. Når en fejl bliver vist frem, så sig da tak for deltagelsen og den ekstra indsigt det giver, at vide hvad der tænkes af skæve tanker – Det skaber modige og engagerede mennesker.
Og hvis ikke vi skal kunne fejle, alt det der er muligt at fejle i skolen, hvor vi skal øve os – hvor pokker skal vi så prøve os frem, eksperimentere og udforske…?
Hvor det dog skræmmer mig at vi udsætter vores medmennesker for et grundlæggende usundt og stresset miljø – Specielt når vi med sikkerhed ved at næsten halvdelen af studerende har stress – og ikke nok med det – det er under 30 % der søger hjælp.
Lad os rose for initiativ og deltagelse i langt højere grad og se glade mennesker omkring os når de er i gang med at øve sig. De gamle ordsprog “Øvelse gør Mester” er stadig det rigtigste af dem alle.
Venligst Carsten Fabricius.