Endelig kom den, årets første rigtige sommerdag. De 25 grader blev rundet, og alene udsigten til denne dag, satte forventninger i gang i mit sind.
Glæden over at skulle med yngste datter og skønne hustru til vores sommerhus i det sydsvenske, med afslapning, sol, luft og skovene omkring mig boblede saligt inden i. Og forventning om, at venner med glade børn, spontant dukker op til en grilloplevelse, en snak og et glas vin, gør ikke forventningen mindre. Skønt.
Alenetiden i bilen, hvor den travle hverdag forstummer, skabes der et mærke, som har betydning. Min datter læser op af noget hun ville have sagt til både sin mor og mig ved sin konfirmation, men fravalgte, da det var for svært at holde en så stor tale, med så mange der tilhørere, men her i bilen var tid, plads og øre til rådighed. Der var mange skønne, skøre og også alvorlige ting i det hun læste op, men særligt een ting blev betydningsfuld, da hun fortalte mig, at hun som yngre havde set mig fare rundt, med alt for meget fart på og hun havde i den tid ønsket sig, at være meget mere “Fars lille pige” – Og jég så det ikke engang.
Vi købte vores lille sted i Sverige for godt 4 år siden og da vi ankom for første gang, blev vi modtaget af en gammel mand på 83 år, der var fuld af liv og stadig aktiv i skovene, der er hans. Han er min genbo og har kendt huset i mere end 45 år, så det var meget hjælpsomt, at han kendte det hele i forvejen og han hjalp med alt, der skulle til, for at få huset sat i stand. Der opstod et ganske særligt og dejligt venskab med både ham og konen, men på disse få år er min gamle svenske ven gået fra fuld vigør, til rollatorfører. Trist, men at han denne dag stavrer hele vejen fra gården på den anden side, blot for at vide om min datter er optaget på den ønskede uddannelse, om min bogudgivelse gik godt, om musikken snart er klar til endnu en udgivelse… Og bedst som han sidder der, på sin rollator, kigger han op på mig og siger, at han ikke tror han er her så længe endnu, men han synes at noget af det største er, at se sine børn og børnebørn lykkes med tilværelsen. Han synes faktisk han har fuldført sin mission. Jeg kan virkelig mærke roen i hans øjne, men også at dette øjeblik er vigtigt, at han havde brug for at se mig og få sagt, at det er i orden, hvis han pludselig ikke er her mere. Han gav mig et sjældent stort varmt knus og synes at han nu skulle tilbage til sin elskede Frue på den anden side. Endnu et mærke på dagen blev sat.
De søde kartofler var pakket i sølvpapir og simrede i bålets gløder, spareribs var grillet færdige og vores venner sad glade ved bordet og priste sig lykkelige over, at de endelig begge havde fået job efter alt for lang tids arbejdsløshed. Melodi grandprixet blev skudt i gang, minder fra 88, hvor vi selv deltog, kunne jeg, imens solens sidste varme stråler forsvandt bag træerne, gøre status over årets første sommerdag med ordene.
“Sikken en dejlig dag, hvor varme ikke kun måles i grader.”
