“Når det menneske, du forsøger at nå med din stemme, tilsyneladende ikke hører efter hvad du siger, så er det som regel, fordi du ikke siger noget i en kvalitet, der er værd at lytte efter…”
Er der bare for lidt substans i vores hverdag eller er det bare en generel tristhedsfornemmelse der spreder sig som en tung dyne ud over vores lille land.
Virker det ikke lidt for skræmmende, når det eneste vi bliver bombarderet med er Corona, Amerikansk valgkamp, åbenlys svindel med vores nationaløkonomi, manglende politifolk, sygeplejersker og læger, og flugt fra skoler, institutioner og urimelige afvisninger fra psykiatrisk akutmodtagelse.
Familie og nærhed, opmærksomhed og fællesspisning er blevet håbløst umoderne, i en tid hvor vi alle har mulighed for at flekse og zappe mellem alt. Fordybelsen er blevet spild af tid. Selvfølgelig. Der er jo ingen der længere ved hvor de skal flygte hen for at finde det lille rum, hvor der står “Fred” på døren. Der hvor tid og tanker kan smelte sammen og bringe sindet og det personlige i balance.
Jeg så en nylig reportage fra Kina, der handlede om hvordan der var blevet lavet skjulte optagelser fra oplevelserne af udbruddet af Coronavirus, som viste hvordan desperationen voksede og voksede. Fuldstændig overfyldte hospitaler med syge der klagede sig, mellem lig på gulvene, sygeplejersker der skrigende skreg deres magtesløshed og angst ud, alt imens der står andre, der forsøgte at siger “rolig nu – det skal nok gå”. En kvinde ses på en altan, skrigende, tiggende og bedende om hjælp, imens hun banker med et grydelåg på metalgitret, så alle i boligblokkene kan høre at hendes Mor er ved at dø – “Hjælp mig – Hjælp mig” – og ingen reagerer. Sammenbrud, kaos, desperation.
Da jeg så denne dokumentar, blev jeg bare så meget ramt af, at det til forveksling ligner mit eget lands vilkår, hvor vores måde at udtrykke os på, dog ikke er den samme. Vi melder os syge, ser ikke hinanden i øjnene, kigger væk når folk omkring os går ned med stress, siger til hinanden at alting nok skal gå, med ensomme og efterladte børn i hobetal omkring os, med apoteket i nærheden, hvor vi kan hente psykiatriens værktøj, der ikke tager sig at psykisk sygdom, men gør den til psykiatrisk sygdom, så alle kan føle sig lige forkerte, uden seriøs mulighed for genrejsning – med yderligere desperation til følge.
Vores børn vokser op i netop det billede og med rollemodeller, der er repræsentanter for en måde at leve på – Og da børn er langt mere observante og reaktive, nysgerrige og følsomme, bliver de til et billede på vores, de voksnes, verden.
Så tror da pokker, at en stor del af dem trækker sig fra forældre og voksne, når vi er repræsentanter for et samfund fuld af utryghed, manglende nærhed og tæt på kaos. Er der noget at sige til at de leder efter “en anden verden” – er der noget at sige til at vi, eller mange, leder efter en anden verden…
På med hovedtelefonerne og ind i Fortnite, Counter Strike eller fat i Ipad, telefon, Facebook eller Instagram og i virkeligheden efterladt i ensomhed og frustrationer – og så bliver de og vi kaldt små egoister og uansvarlige.
Hvornår er det mon os der begynder at skrige ? Nej selvfølgelig ikke. Det skal nok gå alt sammen, der er selvfølgelig nogle der tager sig af det. Staten skal nok sørge for at de store virksomheder for tilført ekstra penge og lempelser, så de ikke går konkurs, så mon ikke også at mennesker på et tidspunkt får tilført ekstra resurser, så de kan undgå menneskelig konkurs eller skal vi fortsætte med at kræve at syge skal tage raske beslutninger.
Når jeg ser dette dokumentariske billede fra Kina, vil det jo være naturligt, i vores del af verden, at tænke – sådan er det jo ikke her hos os… eller er det nu egentlig så forskelligt ?
Carsten Fabricius.