Vi hører det stort set hver eneste dag. Og enten ser man det tydeligt eller også er man stære blind.
Brokkerierne vil ingen ende tage. Lærerne har for mange elever i klassen og for lidt forberedelsestid. Sygeplejerskerne er for få til for mange patienter. Pædagogerne er for få til for mange børn. Politiet har ikke betjente nok, så de undlader at efterforske udvalgte områder. Socialrådgiverne har for mange sager og kan ikke følge dem alle til dørs. Skattevæsenet har ikke hænder nok til at følge op på et whistleblow, trods det er millioner/milliarder. Sosuerne har ikke tid nok til mennesker, og der er mange yderligere at nævne, men fælles for dem alle er, at de er ansat af dig og mig – af staten Danmark.
Fælles er også, at stort set alle er privat enige om, at det der foregår, ganske enkelt ikke er godt nok og at de enkelte faggrupper ikke gør det godt nok, at de ikke gør det man med rimelighed må kunne forvente og forlange.
Jeg ringer til politiet – der har været indbrud og beder dem finde mine ting, men bliver bedt om at ringe til mit forsikringsselskab. Jeg siger til pædagogen, at jeg vil have at mit barn skal have voksensamvær en halv time på en hel dag i vuggestuen og får at vide “vi gør hvad vi kan” og undersøgelserne viser at det måske, hvis barnet er heldig, kan få 10 minutter. Min søn har svært ved at forstå brøkerne og jeg beder læreren om at give ham mere tid og forklare ham det indtil det er forstået, men han her ikke tid, da der er 26 andre, der skal have svar. Lægen henviser mig til psykolog for min stress og jeg bevilliges 5 samtaler, så er den jo klaret.
Det offentlige omsorgssvigt vil ingen ende tage – og alt sammen fordi Riget fattes penge. Men når man spørger de enkelte faggrupper om, hvad der er det rigtige at gøre, i de forskellige udfordrede situationer, så er svaret, at selvfølgelig skal politiet efterforske indbrud og finde tyvene og få dem straffet, læreren skal forklare eleven udfordringen til den er lært, en stressramt skal have de samtaler der er brug for og skattevæsenet skal drøne ud til den virksomhed, der er i gang med at svindle og få det stoppet, og få inddrevet de penge, der er ved at forsvinde.
Og tager vi den enkelte læge og spørger hende privat, hvad der er det rigtige at gøre med den stressramte, så er svaret, at han skal have de samtaler der er brug for til livet er i gang igen – men det kan jeg ikke, da der ikke er bevilling til det. Men bliver det mindre rigtigt af at der mangler bevilling.
Spørger vi pædagogen privat om hvad der er rigtigt i daginstitutionen, så er svaret at vi er alt for få til at tage hånd om vores børn og unge hele vejen rundt og hvis de vil have nærvær, så må de finde det andre steder, da den daglige normering ikke stemmer overens med de besluttede tal i praksis – af mange forskellige grunde – men der ér ikke de hænder og mennesker der reelt er brug for – der er ikke bevilliget mere – regnearket stemmer og det er vilkåret.
Og når hjemmeplejen kommer for at skifte ble, så skifter de ble, men snakken er der ikke tid til – det er vilkåret, men ændrer det på, at det der er brug for, er også en kort snak og et varmt klem på en hånd – selv en dyrepasser passer sine dyr bedre end vi passer vores mennesker.
Hvis det rigtige, det nødvendige og ordentlige er at gøre fire ting, så er vilkåret, at du som fagperson, på trods af din faglige viden og ekspertise, skal acceptere ikke at gøre det du er bedst til, men gøre det forkert og uafsluttet. Du skal stoppe med at gøre det du ved er det rigtige, før det er gennemført – du skal stoppe allerede efter du har gjort de 3 af tingene. Det der svarer til at du køber en togbillet til København, men bliver sat af i Roskilde.
Du når aldrig i mål.
Jamen det er jo vilkårene – det er Statens skyld… Men er det ikke lidt for letkøbt ? Har den enkelte faggruppe ikke er eget ansvar for at fastholde det rigtige – at tage affære – at sige stop… ? At bruge det vidunderlige lille ord “Nej”
Kan det virkelig være rigtigt, at vi som mennesker accepterer, at bare fordi mange gør det, så bliver det mere rigtigt af den grund ?
Hvis Riget mangler penge til at gøre det ordentligt, så må vi sørge for at få alle vores kunder til at betale den faktura, der skal betales når der drives virksomhed i Danmark – Så må Staten bruge de penge det koster at få skattevæsenet til at fungere og inddrive gælden med fast hånd. Danmark mangler ikke penge, men Danmark mangler moral og rimelighed – og hvis dem der skal betale betaler, så er der masser at tage af – og jeg tør næsten ikke tænke på, hvad de mange milliarder som forsvinder, kan bruges til af forandring til det bedre. 3 minutter ekstra til Viktor og hans brøker, et lille klem til gamle fru Hansen og de ekstra timer til den stressramte… Men der sker jo intet ved at lade være at betale – der er alligevel ikke nogen der gør noget – det er jo et vilkår.
Set som almindelig borger i dette land, så er det i dag legalt at stjæle og snyde og overlade børnene til sig selv – og ægte omsorg er et bandeord.
Så lad os endelig fortsætte med at lade 4 være lig med 3.
Med venlig hilsen
Carsten Fabricius.