Hvor er det dog fantastisk at have livet i behold,at kunne stå op hver dag til nye udfordringer, at møde sine nære og se dem i øjnene og give udtryk for den kærlighed man nærer til dem, høre deres stemmer og mærke at de er lige dér, hvor de plejer at være – eller måske opleve at noget har forandret sig en kende. Hvor er det stort at kunne udtrykke sig i skrift og tale, at kunne sige – “Din for evigt”, berøre en kind og sende kærtegn hele vejen ind i sjælen med blot et enkelt blik eller et lille bitte puf.
Jeg elsker at observere mine omgivelser, at se de mange interaktioner mellem mennesker i alle forskellige situationer, at se dem forelske sig, se dem blive berørte, se dem forandre sig og lade livet mærke dem – og se dem mærke livet på både godt og ondt.
Hvor er det fantastisk at vi som mennesker kan registrere de bitte små nuancer, der afslører at noget er anderledes hos dem vi kende, at vi kan registrere angst, urolighed, glæde eller drilskhed, hemmeligheder eller måske forventninger.
Men sorgen, sorgen er svær, for den bæres ofte i stilhed i hjertet og har det med at camouflere sig i forskellige former. Sorg og kedafdethed har det med at skulle gemmes og er stadig temmelig tabuiseret.
Jeg mistede mit livs ophav, min Mor, og oplevede hvordan jeg har måttet kæmpe mig gennem hver eneste dag i flere måneder og forholde mig til dette næste trin i livet. Og på trods af, at vi i den familie jeg har, lever med en meget stor åbenhed, er det stadig svært at tale om døden, når den indhenter os, at kunne trøste og bære at se sine omgivelsers kedafdethed, at finde ud af hvad der er lindrende og helende når sorgen er størst. At mærke når gråden får hele kroppen til at ryste som var det jordskælv, at se og mærke min Fars fortvivlelse over at miste sin elskede gennem et helt liv.
Jeg priser mig lykkelig for, at både han og jeg, som er nogle meget stærke, men også meget sårbare mænd, endelig kunne holde hinanden i hænderne og forsøge at bære den ubærlige smerte, at vi kunne tale og græde og tillade nærhedens varme, når smerten er størst.
Da jeg jo på mange måder er en offentlig person, der forsøger at skildre nogle af livets dilemmaer, ved at fremvise både skygger og lyse sider af livet, vil jeg blot minde jer om, at så længe vi har nogle at dele livet med, i alle de facetter der nu engang er, så sætter det sig ikke fast og bliver til indre blødninger.
Husk at sindets smerter er lige så vigtige at tage sig af som de fysiske – og husk at minde hinanden om, at en af menneskets største styrker er, at kunne bede om hjælp til livets gennemførelse.