Der er vildt gang i debatten om vegetarer, veganere og alt det der har med kost og miljø at gøre, hvilket er en skøn og vigtig debat, som jeg helt klart synes vi skal tage. Jeg glæder mig over at så mange har en mening om miljø, co2-udslip og dyrevelfærd, så de vælger at handle på det og endda lægger hele deres liv om, så de kan stå op for deres værdier. Det er skønt og godt at stå for noget – at tro på noget.
For mig er der ikke nogen tvivl om at vores klode har det ad helvede til og at vi som mennesker er skyld i en meget stor del af de ulykker og tilstande kloden oplever og befinder sig i…, men det mest åndssvage i dette er, at alle er klar over det, men at kun en brøkdel gør noget for at forandre det. Og når der endelig er nogle der tager initiativ til forandringer – som f.eks. vores affaldssortering – så kommer der jævnligt og i en lind strøm udtalelser som – “Ej sikken noget fis, så jeg samler bare det hele i restaffald…” Nå, men man kan vende sig til meget, men der er ikke nogen der skal pådutte os forandring – næ føjda.
Og som forældre har vi ikke engang fået hjælp og undervisning i at skulle opdrage og uddanne vores afkom til gode og ordentlige samfunds- og verdensborgere – ikke engang i skolerne er der fag der handler om miljø, relationsdannelse, familie og forældreskab – uddannelsen i at blive et godt og ordentligt menneske – næh, det er vigtigere med matematik og kommaer…
Helt fint at vi alle vil være individualister, men så bliver det aldrig muligt at finde fælles fodslag og forandre noget i fællesskabet.
Hvad værre er, at vegetar, pescetar, veganer og alle de andre versioner ofte har travlt med at skulle fortælle hvor forkerte alle andre er – og det giver kun et resultat – modstand, hvor reaktionen blot bliver – “Ingen skal tage min T-bone Steak fra mig…!” Og når der kommer gæster på besøg, der er vegetarer, så skal der laves særlige rette til dem. Helt ærligt, så er det noget fis – de kan jo spise det der står på bordet og nøjes med det de kan lide som på en buffet – eller som nogle gør, tage lidt med selv, hvis de ved at der ikke er helt det de synes deres krop har brug for.
Jeg kan ikke respektere ekstremisme, men jeg kan sagtes respektere mennesker der har en anden tilgang til livet end mig og jeg sætter endda pris på, at de måske kan inspirere mig til at tænke over miljø og hvad jeg putter i munden, men yderlighederne skaber modstand – fuldstændig som terrorrister.
Jeg elsker når mennesker tager stilling til “Hvem er jeg ?”, “Hvad vil jeg stå for ?”, “Hvad vil jeg gerne inspirere til ?”, “Hvad er mit codex ?”. Det er med til at skabe livskvalitet for det enkelte menneske og betyder at de finder frem til at hvile meget mere i sig selv og står ved deres værdier, hvor de kan føle sig tilpas. Men derfra og så til at jeg skal leve på dén måde han har besluttet kan ikke fungere – jeg er nødt til at finde min egen vej til min “tilpashed”.
Hvis jeg kan se og mærke fornuften i at spise mindre kød eller slet intet, så skal det vokse inden i mig så jeg kan mærke tilpasheden i mit valg, så jeg kan forstå hvad det er jeg vælger og måske endda hvorfor… Og indtil jeg har fundet min egen vej, så gør jeg som jeg plejer og kombinerer det med det jeg lader mig inspirere til. Jeg personligt kan sagtens se fornuften i mindre kød, mindre madspild, mindre flyrejser, vedvarende energi, men jeg kan ikke lave om på det hele fra den ene dag til den anden.
Men jeg mangler at der bliver undervist i fællesskabet, forældreskabet, venskabet og miljøbevidstheden og relationskommunikation, hvor respekten for det enkelte menneske tages med som en del af udviklingsprocessen.
Der findes så mange betegnelser for vegetarområdet. Vegetar, pescetar, veganer, Lakto vegetar, Lakto-ovo vegetar, men den bedste af dem alle i denne tid, hvor vi er mange der har forstået at det måske skal være anderledes med vores kost, så er den bedste af dem alle – en Fleksitar…
Så stopper vi nemlig det ekstreme og kan spise det hele, men tænker over hvordan vi fordeler mængderne på tallerkenerne og skaber langt flere muligheder for at inddrage og forandre.
At være veluddannet handler ikke om matematik og at sætte komma, men om at blive et helt menneske der kan passe på sin familie, samfundet og kloden – resten kommer af sig selv, når nysgerrigheden får lov at være livets vigtigste værktøj.