Sommeren nærmede sig jo med hastige skridt, hvor vi voksne skulle til at have ferie fra det hele og børn og unge stopper for en stund med skolen, for også at finde tid til sig selv.
Det er nu vi skal til at være sammen med familien i en længere periode og for mange er det jo noget af en udfordring – og dog – for når jeg kigger mig omkring, så kan jeg jo se, at der ikke er meget udfordring i det.
Alle ansigter, hele rækken rundt – uanset du sidder på restaurant, i familien, på stranden eller i teltet, er lyst op af skærmes mange forskellige farver og alle koncentrerer sig om at være til stede, på hver sin skærm.
Men er det egentlig ikke også meget enkelt at være sammen på den måde, hvor der ikke kræves eller forventes noget overhovedet. Den ultimative frihed til at være egoistisk i allerstørste målestok – et spejlbillede af vores nutid – i Danmark. En kræverkultur, hvor alle forventer at vi skal kunne forstå alt – uden at tale sammen. Du skal kunne høre hvad jeg tænker for fanden…
For pokker da – Sidder på stranden i den lille hyggelige spanske by Puerto Rico, der lige nu er fyldt med ferierende spaniolere. Og jeg må sige, at det er noget af det mest livsbekræftende, at lægge øre til det der foregår lige her.
Tænk jer, på flere hundrede meters afstand kunne der høres en konstant højlydt kaglen og snakken, samtidig med, at du nærmer dig og kan se hvordan alle sidder i samtaler og gestikulerer nærværende med deres børn og bedsteforældre. Her er ingen larmende tavshed.
Her ses virkeligheden fra en lidt anden vinkel, hvor alle interesserer sig for hinanden og det liv der omgiver dem, imødekommende, smilende og nysgerrige. Børn leger sammen, spiller bold og snakker med hinanden, i mens de bygger sandslotte.
Her sidder de ikke bare sammen med skærmes lys som ledestjerne til fatasternes verden uden konflikter og konsekvens.
Jeg græmmes over at genkalde mig billederne hjemmefra, at se en far eller mor komme gående på gaden med telefonen i den ene hånd, indkøbsposen i den anden – og barnet der holder febrilsk fat i blusen, som det nærmeste det kommer på nærhed og kærlighed. Spørg dig selv hvem du helst vil holdes i hånden af – din kæreste, dit barn eller din smartphone.
Kom nu tilbage til den virkelige verden, med alt hvad den indebærer – uanset hvad.
Sluk skærmen og tal med hinanden – I kan jo starte med at spørge hinanden – “Hvordan har vi to det egentlig med hinanden ?”
Jeg vil vædde på, at det er meget længe siden det spørgsmål er stillet – og svaret hørt… Tør du ?
