Solen skinner og lyset får et lidt anderledes gyldent skær, hvor de grønne farver pludselig skifter til blinkene gullige nuancer. Jeg tænker “er det virkelig allerede nu” – Og igen kommer den fantastiske oplevelse tilbage i mine tanker, da jeg for snart 24 år siden var kommet hjem, fuldstændig udmattet, fra et spillejob kl. 4 om morgenen og skulle til at gå i seng, hvor min skønne kæreste pludselig står foroverbøjet i stuen og siger – “Jeg tror ikke lige du skal i seng nu, for jeg har fået veer”.
Det er vist ikke et særlig velvalgt tidspunkt, at baby beslutter sig for at ville til verden, men sjovt nok, forsvinder min træthed og jeg prøver at finde fodfæste midt i dette store og spændende øjeblik. Tænk at det er nu. Min kærestes første gang og min anden gang. Min datter på 7, er der også og vågner, da hun hører vores stemmer. Og holddaop hvor bliver der liv i det lille hjem, hvor der i mens solen står op, skal arrangeres afhentning af min datter og transport til hospitalet.
Pludselige forandringer, tusinde tanker, glæde, angst, uro spænding og travlhed mellem veer og minutmålinger. Ud i bilen og på vejen til hospitalet falder lyset og solen i spil med det gyldne skær, som træernes blade blinker os i møde med – det ligner at sommeren slutter med vores fælles første barns komme.
Vores datter kommer til verden lidt over 7 om aftenen og det er en meget træt Carsten, der lander hjemme i sengen, hvor der, da roen falder på, vælter tanker ind over søvnen.
Ved ikke rigtig om det er mareridt eller det bare er eftertanker og reflektion, men een ting er sikkert, intet bliver som før.
Et nyt liv har set dagens lys og en far skal finde ud af hvordan han skal agere i den nye rolle.
Set i bakspejlet er det vist gået nogenlunde okay, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg dengang havde vidst noget mere om, hvordan jeg skulle blive en rigtig god far og kæreste. Jeg har virkelig brugt mange resurser på at blive god til at udfylde rollen og bandet over, at der ikke var nogle der havde lært os at være mand og kone, kærester, forældre og jobafhængige mennesker i et mega stresset samfund, hvor alle tror, at bare fordi man kan google alt, så ved man alt… Men sådan er det ikke.
Når jeg ser mig omkring, bliver flokken af forvirrede og utrygge forældre, kærester, børn og mennesker, større og større for hver gang jeg kigger rundt.
Jeg ville ønske, at nogle ville beslutte, at tilbyde kommende forældre et “grundkursus i familiekundskab” – Jeg stiller mig gerne til rådighed, for jeg har brugt det meste af mit liv på at finde de fællesnævnere der skal til. Det ville gøre en verden til forskel.
Lige nu sidder jeg i mit hus i Sverige og kommer til at mærke og tænke på den utryghed jeg havde, da jeg nogle dage senere trådte ud af hospitalets sikre rammer og ud i det strålende solskin, hvor alle træer og buskes grønne og gullige farver, pludselig var udskiftet med blinkede brændende røde, gule og brune farver, mens vi bar vores lille frøken Efterår hen til bilen og skulle igang med en af livets store udfordringer.
Vi sagde ikke så meget, men det var blevet efterår og vi skuttede os i vinden, der varslede fremtidens mange forandringer og udfordringer.