De store prangende pakkers tid

Jeg må erkende, at jeg egentlig føler mig trist på de danske familiers vegne. Jeg synes at det bliver tydeligere og tydeligere, at nærhed, dialog og varmt forældreskab efterhånden har fået nogle forfærdelige knæk og at mange bliver efterladt i nogle store tomrum.

Det værste er, at det ofte først opdages af omgivelserne, når børnene, efter skilsmisserne er blevet en realitet, står som de helt store tabere, når Far og Mor stadig ikke taler med hinanden.

Seneste undersøgelse taler sit tydelige sprog, hvor børn bliver spurgt om deres forældre taler sammen – Over halvdelen af børnene siger klart nej.

I det daglige bevæger vi os alle rundt blandt hinanden og får input og ideer af hinanden, vi lader os inspirere og motivere til at tage beslutninger om nye og spændende mål i vores hverdag, men jeg undrer mig stadig jævnligt over, hvor mange mennesker jeg ser gå rundt og ”småbidde” af hinanden – Og jeg ved, at der ikke er nogen fortsættelse eller opfølgning, andre steder end i den lille hjernekasse, hvor tillid, kærlighed, nærhed og varme bliver skubbet længere og længere væk.

Ting og hændelser, der gør det sværere og tungere at komme tættere på hinanden og dyrke familieskabet, venskabet, det kollegiale. Hændelser og bemærkninger, der sætter den ene sten efter den anden i muren som kommer i mellem os og gør det endnu sværere at genoptage det nære.

Julen starter i morgen – 1. søndag i advent – og budskabet, som vi bruger nogle måneder på hvert eneste år, handler jo om nærhed, men forstår vi efterhånden hvad nærhed er ?

Man siger at julen er Hjerternes fest og selvfølgelig er der heldigvis mange der får nogle skønne og smukke oplevelser ud af julen, men der er mange, der med tavsheden om det indre liv i fællesskabet føler sig triste, ensomme og forladte, da der er alt for meget usagt i familien.

Kom nu ud af busken – få dog sagt hvad der trykker og bevæger dig, og tag fat i at fjerne dét der er i mellem jer – uanset hvem og hvad det handler om, for hvis det fylder – så fylder det.

Få givet børnene, familien og dine nærmeste en ægte god jul med ægte ord og følelser, der ikke kan erstattes af store prangende pakker, men sætter sig sine spor af ægthed i hjertet og hjernekassen, så et lille kort med teksten ”Din for evigt”, ”Jeg elsker dig” og ”Kærlig hilsen” vil give langt større mening.

Glædelig jul

bookgift