Jeg sidder og betragter mange af de sociale debatter om forskellige mennesker, i forskellige positioner, der har brug for andres hjælp, opmærksomhed eller deltagelse, for af få livet til at fungere under en eller anden form.
Og jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at jeg er enig i, at en stor del af disse opgaver, er det danske samfunds ansvar at tage sig af. At der skal bruges af vores skattepenge til at aflaste og måske endda udbedre de problematikker eller udfordringer disse mennesker har.
Jeg lever til daglig af at være hjælper. Og jeg lever af at finde ud af, hvad der skal til for at få hjælp til at virke. Og jeg ved, at jeg sammen med mine kollegaer bidrager til at smil og livskvalitet bliver hævet til et acceptabelt niveau, for rigtig mange af de mennesker jeg beskæftiger mig med.
Men det overrasker mig gang på gang, at høre de sidste mange generationers gentagne udtalelse om, at man skal have hjælp. Skal “have” hjælp…?
Fint at der er en masse socialt ansvarlige og engagerede mennesker, der gerne vil give andre mennesker hjælp. Jamen tak for det. Hvor er i søde og venlige. Og det er også rigtigt, at det gør disse mennesker til det vi kalder “gode og betydningsfulde”.
Og i bund og grund vil mange af os gerne være betydningsfulde og værdifulde.
Men for vis skyld gør vi det ? For vores egen eller de andres ?
De fleste vil hævde, at de gør det for andres skyld. Og sådan er det sikkert også for nogle, men når vi kigger tingene efter i sømmene, så er den største del af den hjælp der bliver givet i dag, givet på baggrund af hjælperens ønskede kodeks og ikke på baggrund af det kodeks som den der skal bruge hjælpen har. Hvem er det, der sætter overliggeren for hvad der er ok eller mindre ok ?
Faktum er, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre hjælp som Hjælper, medmindre at Hjælperen tager ansvaret – det fulde ansvar. Og der er bestemt masser af situationer, hvor det er muligt og nogen gange også nødvendigt.
Faktum er bare, at den eneste hjælp der virker på lang sigt, er at vi indfører en vigtig ny politik i Hjælpekunsten – nemlig at lægge en tjekboks ind, der betinger at det menneske der har et hjælpebehov, skal stifte bekendtskab med det helt nye og virksomme begreb der hedder. Jeg tager, jeg bruger og benytter den hjælp jeg modtager.
Der findes ikke nogle Hjælpere, der endnu er lykkedes med deres projekt, så det er langtidsholdbart, uden at modtageren oprigtigt har sagt jatak, engageret sig og er blevet en aktiv deltager i den forandring, som han eller hun skal leve videre med.
Ønsker du at være Hjælper, så tag lige at tjek efter, om der er en ægte tilladelse til at få hjælpen afleveret og om der virkelig er en der vil bruge hjælpen – anvende hjælpen.
Når jeg ser hvad der bliver spildt af penge på mennesker, der siger de vil have hjælp, som kræver ind af det ene og andet, og du så spørger – helt simpelt – “Hvad vil du så bidrage eller deltage med ?” – så kommer der ofte ingenting.
Smukt med visioner og skønne hjælpegener, tak for det, men stop nu med alle de bjørnetjenester. Man “får” ikke hjælp – man “tager” hjælp…
Søren Kierkegaard sagde følgende til vores eftertanke om Hjælpekunsten.
At man, når det i sandhed skal lykkes een, at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre.
For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham, egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en ydmygelse.
Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe, ikke er at herske, men at tjene, at det at hjælpe, ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, og at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i, at have uret og ikke forstå hvad den anden forstår.