Gi dem kamp til stregen !
Hvornår får vi som mennesker lov til at falde og slå os ? Hvornår er et “skal” ikke længere til forhandling ? Hvad gør vi med alle de mange mennesker der lever uden at satse noget og tage chancer.
Der sker ikke nogle ulykker, hvis vi sidder helt stille uden at røre os – og rigtig mange, er af den opfattelse, at det er fint og i orden, for der sker jo ingen skade, der sker ingenting. Og det er da næsten også rigtig, men uden investering i liv og fremtid er der heller ikke nogen gevinst.
Forældre der satser hele deres liv på, at deres børn skal lykkes. Forældre som serviceorgan, transportfirma, indkøbscentral, spisekammer, jobsøger, rengøringsassistent – De eneste der ikke lykkes i det her ser ud til at være børnene og de unge, der er svigtet af mangel på viden om virkeligheden. Og endnu værre – Forældrene mister også livet, da de stille og roligt, efter 20 år i marken med deres projektunger står med håret i postkassen og opdager at de unge mennesker de har skabt, er uden arme og ben og uden fornemmelse for, at livet kræver erfaring, viden og aktiv deltagelse.
Det er ganske urimeligt, at andre, der har satset hele butikken på at bygge virksomheder, skoler, arbejdspladser og netværk, skal finde sig i at fortsætte serviceringen af de spolerede generationer.
Vi er simpelthen nødt til at stoppe op og se i øjnene, at vi skal vise klart og tydeligt, hvad vi vil være med til og hvad vi ikke vil være med til.
Bare kig på noget så simpelt som at komme til tiden. Når man møder klokke 7, så står man parat til at jobbe kl. 7 – men de ankommer kl. 7.10 og forstår simpelthen ikke at de er kommet for sent. Nu er de der jo og så skal vi som arbejdsgivere være henrykte…
Næh – fyr dem – lad dem mærke virkeligheden – og ansæt en der forstår, at der står et helt hold og venter på at alle er klar til at bære og skubbe.
Jeg bliver så træt i mit hoved, af at blive ved med at høre på mennesker, der brokker sig over alt det andre gør forkert – uden at sige det til dem det handler om.
Lige meget hvor meget vi kigger væk fra denne her udfordring, så vil den blive ved med at være der – indtil den dag, hvor du og jeg vælger at gøre noget faktisk og konkret ved udfordringen.
Manden klager over konen til venner og kollegaer og den eneste der ikke hører noget om det er konen. Konen gør det samme. Forældrene brokker sig over deres børn og skælder lærerne ud – de eneste der bliver ved med ikke at få det skåret ud i pap, er børnene. Børnene brokker sig over deres forældre til deres venner, og siger at de altid har for travlt og er optaget af arbejde eller deres Facebook eller kollegaer.
Jeg synes til stadighed at fornemme en voldsom træthed i vores samfund og alle vil have at andre skal gøre noget – men alle de andre er altså dig og mig og dem du møder på din vej – Det ligner mest af alt en konfliktsky befolkning med hensynsbetændelse.
Kom nu – sats hele butikken – få sagt til og fra – for og imod – sig NEJ – og selvfølgelig også JA, men du bliver nødt til at indse, at der skal sparkes over nogle skinneben, hvis der skal komme lidt reaktion – og nogle vil blive sure og tvære – lad dem bare det – så sker der da noget.
Et godt liv kan kun blive godt, hvis du selv sætter skub i din virkelighed og dine drømme – og du behøver ikke andres godkendelse. Et fællesskab der ikke tager ansvar er en ensom rejse uden muligheder.
Kom så og gi livet kamp til stregen.
Varm hilsen Carsten Fabricius