De nære ting.
Jeg undrer mig ofte over at vi bryster os af at have et af verdens bedste undervisningssystemer i vores lille land, når jeg i min hverdag både møder, ser og oplever en masse mennesker, der ikke føler sig særlig rustet til at leve deres liv på en sund, god og værdig måde.
I betragtning af hvor lærenemme vi mennesker er, så er det både bekymrende og utilfredsstillende, at så mange mennesker skal føle sig handicappede i nogle af livets hovedudfordringer – og ofte helt fra unge af.
Det kunne være interessant at skabe noget fokus på uddannelse til familie, forældreansvar og parforhold.
46% af alle ægteskaber og familier opløses og ofte uden at der har været seriøse tiltag eller forsøg på at få det til at fungere – og som sædvanlig taber den følgende generation, hvor de kommende voksne, vores børn, lærer at afmagt og manglende indsats og passion for et nødvendigt og vigtigt fællesskab respektløst kan tilsidesættes uden videre.
Kan vi virkelig være os selv bekendt med den indstilling til tingene ?
Det er ikke anderledes med økonomi. Her kommer et stigende antal unge i den såkaldte luxusfælde og forstår ofte ikke hvad det er der er gået galt.
Helt simpelt ville det jo være rimeligt, når nu økonomien er så fandens vigtig, at der i den helt almindelige grundskole blev undervist i realistiske lønninger, skattetryk, ungdomsydelser, boligpriser, madbudgetter, transport og it-udgifter, der jo uden den store kugleramme ville synliggøre hvad et realistisk liv består af – uden tilskud og ubetinget indsats fra det offentlige, forældre eller andre kunstige indsatser til bevarelsen af luftkasteller.
Alle ville – i betragtning af hvor lærenemme vi er – vide at hammeren ville falde og at det er et valg at sætte sig i den situation.
Alle taler så meget om at forebygge, men ærlig talt, så synes jeg at det er pinligt, at der ikke er nogle der griber ind i de allermest enkle og simple indsatsområder, der uden særlig ekstra uddannelse ligger lige til højrebenet.
I betragtning af hvor lærenemme vi mennesker er, så kunne det være interessant om der mon snart kom en seriøs kulturforandring, hvor det simple ord “ansvar” fik sin betydning tilbage og ikke kun blev brugt som kølle til at slå hinanden i hovedet med.
Blot et kærligt vink med en vognstang, hvis der stadig er nogle der har øjne og ører tilbage.