En kop og en snak.
Pludselig sker det – årene er gået og jeg har set dem vokse og vokse, fra baby til barn, fra barn til tween til teen, og pludselig er de med kørekort og kyssepartner, stemmer til kommunalvalget og laver børnebørn… – Og mig selv… Jeg er da stadig “ung” – Eller nååh nej, faktisk er jer ikke mere end 10 år fra pensionsalderen, så noget har jeg da bag mig.
Jeg bliver egentlig temmelig begejstret over at kigge tilbage i livets lille scrapbog, hvor jeg ser de mange billeder af udfordringer og oplevelser alle vores små og store børn, har været, og skal igennem – og jeg synes virkelig at jeg kan læne mig lidt tilbage og sige at jeg har været der. Jeg har fostret 4 døtre og en enkelt dreng der kom til, og de er alle i stand til at klare sig fornuftigt, på trods af, at jeg i mindst 20 år af deres liv har arbejdet 24-7-365 – men jeg erkender også, at der har været lange perioder med søvnunderskud, hvor jeg med min stædighed og ihærdighed har fastholdt, at der uanset tid og sted, altid har skullet være tid til en kop og en snak – man kan sove når man bliver gammel (og der er jo længe til ).
Men der er dælme ikke meget tid i overskud i den periode af livet, hvor man skal opfostre sine børn, når der skal tjenes penge til bolig, transport, skole, fritid og ferie. Det er virkelig en stor anstrengelse for de fleste at have familiedynamikken i orden og holde gang i kæresteskabet, når både kosteskabet, fællesskabet og forældreskabet skal overleve. Der er i dagens Danmark ikke meget plads til at sidde på sin flade og kigge hinanden dybt i øjnene. Jeg synes at se rigtig mange der savner at snakke med deres mand eller kone eller kæreste eller børn, hvor det kommer bare lidt ned under overfladen. Og i virkeligheden er det nemmere end man skulle tro – sæt en samtale i kalenderen og hold den mindst en gang om måneden, men næh nej, vi får nok tid en af dagene.
Og under mine eftertanker er det blevet meget tydeligt, at jeg gennem mange år har kæmpet en kamp for at skabe vilkår, der var tålelige for udsatte unge, der i forvejen har kæmpet for bare at overleve som mennesker og som har forsøgt at skabe bånd til nogle omgivelser med pædagoger, lærere og sagsbehandlere, der egentlig allerhelst bare ville være fri for dem. Skræmmende at skulle sige det, men de største udfordringer var dem som kommunerne skabte gennem forhindringer, syltesæson og kassetænkning, der gjorde det tæt på umuligt at finde frem til gode solide løsninger for de udstødte og uønskede unge.
Det er stort set umuligt at få eller modtage hjælp fra det offentlige, hvis du ikke passer ind i en af deres kasser – og for at det ikke skal være løgn, så er hjælperne ofte udlært i at tolke paragrafferne, så man ikke kan få hjælp, hvis det ikke passer hundrede procent. Og hvordan skal mennesker der er uønskede, syge eller uvidende så komme positivt ud af deres udfordringer, når de bare bliver afvist. Jeg er sikker på at min energi, viden og ihærdighed har forhindret en del fejltolkninger og givet udstødte og tabere et nyt mod og livet tilbage.
Men den fortravlede tid vi lever i og er tvunget til at arbejde under, levner ikke meget plads til andet end de nemme og hurtige løsninger – går den, så går den – men vi efterlader en del lig i lasten. Jeg tror at det meste af mit arbejdsliv efterhånden er gået med at skulle insistere på respekt, dialog og nysgerrig, med krav om, i alle tilfælde at stoppe op og tage en kop og en snak – uanset hvad. Jeg kommer faktisk til at græde lidt indvendigt, når jeg tænker på, at selv kaffen eller en flaske vand til møderne med en sagsbehandler (når man er en af de udstødte) er skåret væk. Ingen kultur tilbage – kun minus minus minus.
Ja det er nu godt at se, at der er nogle af poderne, der kommer ud på den anden side med både børn og familie, men fandens at konstatere at mængden af hjemløse, stressede, og forliste ægteskaber ikke er blevet bedre i det man kalder et velfærdssamfund.
Godt at jeg selv er blevet en tid i kalenderen, med plads til en kop og en snak, med tid til mine børn og børnebørn, venner og familier og livsstuderende, der insisterer på at bruge tid på at dyrke nysgerrighed og udvikling af begrebet nærhed og kvalitet.
Livet er herligt – når der er plads til det.
Carsten Fabricius
27. juni 2018.