Ja så er vi her igen. Skolen er sluttet for endnu en årgang af elever. Og alle har de i stor udstrækning kæmpet med opgaver og dagligdagen gennem flere år i et læringsmiljø, hvor det gælder om ikke at blive en del af taberne.
Læringsmiljø lyder så flot, men for rigtig mange elever er det en kampplads, hvor størsteparten af tiden i en læringstime går ud på at skaffe sig adgang til lærerens sparsomme tid – de ca. halvandet minut der er tildelt pr. elev.
Det kræver et stort overskud at skulle nøjes med halvandet minut, hvis opgaven og svar ikke er forstået i første hug. Og ikke nok med det… Det er ikke lærerens pligt at eleven forstår.
Faktum er i dag, at eleverne selv er ansvarlige for forståelsen og læringsprocessen.
Hvis ikke jeg forstår hvad der bliver sagt, så vil jeg gerne have at det bliver forklaret een gang til.
Hvis jeg stadig ikke forstår hvad der er blevet sagt eller vist, så forlanger og forventer jeg at min lærer, mentor eller chef, ikke blot gentager, men bruger energi og tid på at give mig forklaringen og bringe viden ind i mig fra en ny vinkel og gerne gentager processen ind til den er blevet afleveret på en måde, hvor jeg som elev trygt kan sige, at herfra arbejder jeg selv videre endnu et step fremad.
At gentage sig selv som lærer, gør det ikke nødvendigvis tydeligere for eleverne, men at sætte en ære i at finde netop den formulering, som den enkelte kan profitere af, bør være “et kald” som leder i sig selv og derigennem gives pladsen som uddannelseschef og miljøforkæmper.
Så på en eller anden finurlig vis, kan jeg ikke lade være med at sige, at for hvert eneste minus du som lærer sætter ved et resultat, jo flere minusser sætter du ved dit virke som leder.
Og Ja for pokker da, det er rigtigt at vi ikke alle kan og skal kunne det hele. Men det ændrer ikke på, at vi skal stille spørgsmålstegn ved om vi som chef virkelig gør det man med rimelighed kan forvente og forlange af os.
En lærer er leder. En lærer er chef. Og chefen har ansvaret for at vi alle kommer godt ud på den anden side. At alle eleverne begejstret har turdet række fingeren i vejret og svaret forkert, for blot at blive rost for sit engagement og deltagelse, så det til enhver tid kan være sådan at eleven har følt sig hjulpet og vejledt, så det kun handler om at have haft en fantastisk rejse gennem skolen og læringsmiljøet, så det at gennemføre i sig selv skal skabe den allerstørste begejstring, så det at komme ud med et gennemsnit på 02 eller 4 er en glædelig succes, hvor man mentalt og fysisk er ude på den anden side i god behold, positiv i sindet over den spændende rejse og det gode samarbejde med cheferne.
Og så er dem med 10 og 12-taller blot dem der har haft lidt lettere ved at tilegne sig det faglige.
Men når rejsen skal slutte med, at vi som Ledere efterlader mængder af mennesker med en følelse af at være tabere med 7, 4, 02, 00 & -3, så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Så er det ikke et læringsmiljø…, så er det et lorte-miljø, der koste mennesker selvværd og gnisten til at kaste sig frådende og nysgerrigt ud livet.
Bare fordi man får 12 kan man stadig være taberen.
Med venlig hilsen
Carsten Fabricius